Around the World in Eighty Days

Verden nægter at samarbejde. Da den indiske jernbane ender, før den er færdig, køber Fogg ganske enkelt en elefant, og inde i skoven bagved redder han en ung enke, Aouda, fra at blive tvunget til at ofre sig; hun slutter sig til selskabet, mens det jager videre mod Hongkong med tog og dampskib. I hælene på ham er Fix, en lille, skarpøjet detektiv fra London, der er overbevist om, at denne fattede gentleman er en bankrøver på flugt, og som uophørligt pønser på endnu en forsinkelse. Og så er der Passepartout, en tidligere akrobat, trofast og uheldig, viklet ind i enhver katastrofe, rejsen kan byde på. Han havde ønsket sig et stille liv.

Verne skriver det som et regnskab og et stopur på én gang, tæt pakket med afstande, omkostninger og køreplaner, med et hvil ved hvert nyt sted til en side geografi, før prosaen igen bryder op i bevægelse: sejl, der rasler som hvide vinger gennem en tyfon, hundrede siouxer, der springer op på et tog i fart, metalwirer, der synger som violinstrenge hen over sneen. Vittigheden løber under det hele, tør og udtryksløs, og de fleste store armbevægelser reduceres til den rene aritmetik.

Det, der bliver hængende, er dog den stillere aritmetik: manden med mest at tabe forbliver den roligste, detektiven, der har til hensigt at fange Fogg, ender med at tage imod et slag for at beskytte ham, og et sted mellem Bombay og Atlanten bliver en rejse, der blev påbegyndt for et væddemåls skyld, til noget, dens helt aldrig ville have tænkt på at sætte i kalenderen. Om firs dage er nok, er et spørgsmål om timer — og Fogg tæller naturligvis med.