Peter Pan

Det, der følger, er flugt. Peter lærer Wendy, John og Michael at slippe jorden og fører dem af sted mod Ønskeøen, en ø i evig forvandling, som er unik for hvert barns sind, og som de ved ankomsten genkender, som vendte de hjem snarere end fandt den for første gang. Nedenfor venter fortabte drenge, feer, havfruer, der kun holder med Peter, og sørøvere. Der bygges et lille hus rundt om Wendy, og drengene trygler hende om at være deres mor. Et fingerbøl gør det ud for et kys og kommer siden, kærligt, til at betyde langt mere end det.

Barrie fortæller det med en historiefortællers varme, læner sig fortroligt ind, indrømmer grænserne for, hvad han kan sige, og standser undertiden op i undren over sin egen skabning. Hver gang et barn siger 'Jeg tror ikke på feer', dør en fe, advarer Peter, og bogen rummer netop den blanding af leg og virkelig alvor: mod, fremvisning og en dreng, der glemmer dem, han elsker.

Under eventyret løber der noget mere stilfærdigt: smerten hos et barn, der ikke kan, ikke vil blive voksent, og en mor, der holder vinduet til børneværelset åbent for evigt.